Spring til indhold

Hurtig levering: 1–3 hverdage 📦

Michael og Jesper fra Maxis på FIBO 2026 i Köln

FIBO Messe 2026: Verdens største fitnessmesse. Ses vi næste år?

Så er den her endelig. Opdateringen I har ventet på. Hvordan var vores tur til FIBO-messen i 2026? Her kan du læse om, hvad verdens største fitnessmesse egentlig er for en størrelse, samt hvad vi fik ud af det som en lille fitnesswebshop, der har mange års erfaring på bagen i forvejen.

Vi filmede undervejs med telefonen i lommen. Her er stemningen fra tre dage i Köln, klippet ned til ét minut. Resten af historien kommer under videoen.

Et minut fra FIBO 2026: Turen derned, hallerne, HYROX-banen og alt det udstyr, vi nåede at prøve.

1.015udstillere
54nationer
175.000besøgende
25.000skridt om dagen

Hvad er FIBO?

FIBO er verdens største messe for fitness, sundhed og wellness. Den har kørt siden 1985 og fylder hvert forår hele messecentret Koelnmesse i Köln fra torsdag til søndag. Sidste udgave trak omkring 175.000 besøgende fra 136 lande og over 1.000 udstillere fra 54 nationer. Det er her, producenterne viser det udstyr, der lander i fitnesscentre og webshops året efter. Og det er her, man går 25.000 skridt på en dag uden at opdage det.

Messen er delt i to verdener. Fagdagene, hvor leverandører, fitnesskæder og indkøbere som os går rundt og handler. Og publikumsdagene, hvor hallerne fyldes med træningssessioner, konkurrencer og shows fra morgen til aften. Der er en hel hal med HYROX-baner, hvor folk konkurrerer, mens man står med en kaffe og kigger på. Der er stande, hvor man kan prøve alt fra håndvægte og squat racks til massagestole og blood flow restriction-manchetter. Og der er bodybuildere, der er bredere end de døre, de skal igennem.

Messehal på FIBO 2026 i Köln med tusindvis af besøgende

Hvad står FIBO for?

FIBO er en forkortelse af det tyske Fitness und Bodybuilding. Navnet stammer fra de første år, hvor messen mest handlede om jern og muskler. I dag dækker den alt inden for fitness, sundhed, kosttilskud, wellness og teknologi, men forkortelsen hænger ved.

Derfor tog vi til FIBO-messen

Maxis sælger træningsudstyr til hjemmet under vores eget mærke NORDIC POWER. Det betyder, at vi selv vælger, hvad vi vil have lavet, og hvem der skal lave det. Det meste af det arbejde foregår over mail og videomøder med leverandører, der sidder tusindvis af kilometer væk. Det fungerer, men der er stor forskel på at se en kettlebell på et billede og på at stå med den i hånden. Grebet, finishen, hvordan den ligger i hånden. Det kan ingen produktside fortælle dig.

Min partner Jesper har været på FIBO mere end 15 gange. I år var første gang, Maxis.dk var med. Vi tog en forlænget weekend i Köln med én plan: Se så meget udstyr som muligt, mærke på det, tale med dem, der laver det, og komme hjem med en liste over ting, vi gerne vil have ind i shoppen. Og så selvfølgelig blive inspireret. Når man sidder på et kontor i Danmark året rundt, er det sundt at se, hvor stor branchen egentlig er.

Michael og Jesper fra Maxis i Köln, og Jesper foran Kölner Dom under FIBO 2026

Nyeste fitnesstrends fra FIBO 2026

Man kan ikke gå rundt på FIBO i to dage uden at få en fornemmelse af, hvor branchen er på vej hen. Det er ikke de enkelte produkter, der fortæller det, men det, der går igen fra stand til stand. Fem ting fyldte mere end alt andet i år.

1. Hybrid træning

Træning, der blander løb, styrke og kondition, er gået fra nicheting til mainstream. Det smitter af på udstyret: sandbags, wall balls, slæder og vægtveste var overalt, også hos producenter, der for få år siden kun lavede håndvægte.

2. Restitution er blevet til udstyr

Massagestole, kompressionsstøvler, kuldebade, rødlysterapi og massagepistoler i alle prisklasser. Hvor det før handlede om at træne hårdere, handler det nu lige så meget om at komme sig hurtigere. Der var kø til alt, man kunne ligge i.

3. Blood flow restriction

Manchetter, der begrænser blodtilførslen til armen eller benet, mens man træner med lette vægte. Vi prøvede det selv, og det brænder mere, end man tror. Det kommer fra genoptræningsverdenen og er på vej ud til almindelige motionister.

4. Data på alt

Ure, ringe, bælter og måtter, der måler søvn, puls, bevægelse og restitution. Hver anden stand havde en app. Spørgsmålet er, hvor mange af de tal man egentlig bruger til noget, men interessen er der.

5. Hjemmetræning er kommet for at blive

Udstyr, der kan foldes sammen, hænges på væggen eller gemmes under sengen, fyldte markant mere end for få år siden. Det er den del af messen, der betyder mest for os, for det er præcis det, Maxis sælger. Se selv i vores hjemmetræningsudstyr.

Michael tester blood flow restriction med håndvægte og hænger i pull-up-stang på FIBO 2026

HYROX på FIBO

Hvis du ikke kender HYROX, så er det kort fortalt et fitnessløb: 8 gange 1 km løb, og mellem hver kilometer en station med en øvelse. SkiErg, slædeskub, slædetræk, burpee broad jumps, romaskine, farmers carry, sandbag lunges og wall balls. Alle laver de samme øvelser i samme rækkefølge, uanset om man er elite eller motionist, og tiden tæller fra start til mål. Det er på få år blevet den hurtigst voksende konkurrenceform i fitnessverdenen, og der er løb i København hvert år. Vi har skrevet en hel guide om hvad HYROX-træning er.

På FIBO havde HYROX sin egen hal. Ikke en stand, en hal. Flere baner side om side, dommere i gule veste, tidstagning på storskærme og publikum langs hegnet hele dagen. Man kunne stille op i korte heats og prøve stationerne, og det var der kø til fra morgenstunden. Vi stod med en kaffe og så folk pine sig igennem slædetrækket, og det er svært ikke at få lyst til at prøve selv.

HYROX-hallen på FIBO 2026 med baner, dommere og publikum

For os som webshop er HYROX interessant, fordi udstyret er det samme, som folk gerne vil træne med derhjemme: sandbags, wall balls, kettlebells og vægtveste. Det er ikke tilfældigt, at de kategorier vokser hos os. Du finder det hele samlet under HYROX-udstyr.

Det fik vi ud af FIBO-messen

Kort fortalt: En notesbog fuld af varenumre, nye kontakter hos leverandører, et nyt tema til webshoppen og ømme fødder. Her er det vigtigste.

Møde med leverandører

Det vigtigste på en fagmesse er ikke det, der står på standene, men dem, der står bag dem. Vi havde aftalt møder med nogle af de leverandører, vi allerede arbejder med, og vi opsøgte en håndfuld nye. Når man har mailet med en fabrik i to år og så pludselig står over for den person, der svarer på mailene, bliver samarbejdet et andet. Man får ærlige svar på, hvad der kan lade sig gøre, hvad der er dyrt, og hvad de selv er stolte af.

Michael og Jesper sammen med leverandører på FIBO 2026

Vi kom hjem med nye kontakter, prøver i tasken og en klar fornemmelse af, hvem vi vil arbejde videre med. Flere af de produkter, der lander i shoppen i løbet af efteråret og vinteren, er aftalt ved et bord på FIBO.

Nye produkter på shoppen

Vi gik målrettet efter udstyr, der passer til træning derhjemme og udendørs, og som vi kan sælge til de altid lave priser, Maxis er kendt for. Det første, der er landet på lageret, er vores agility stige på 6 meter, også kaldet en rebsti. Jeg spillede selv fodbold for 20 år siden, og dengang var stigen fast inventar til træning. I dag bruges den til hurtighed og koordination i stort set alle sportsgrene, og den kan ligge i en lille pose i tasken. Løbeveste er næste skridt. Dem bruger jeg selv til intervaller og lange ture, og de er på vej ind i shoppen i small, medium og large. Og så fylder vi op i vores HYROX-udstyr, hvor power bags og wall balls allerede ligger, og mere fra messen er på vej i løbet af vinteren. Vi skriver om hvert enkelt produkt her på bloggen, efterhånden som de kommer på hylderne.

Agility stige 6 meter fra NORDIC POWER på løbestien i aftensol
Agility stige 6 meterHurtighed og koordination. Ligger i en lille pose i tasken.Køb nu
Løbeveste fra NORDIC POWER
LøbevesteFlasker, gel og telefon tæt ind til kroppen. Small, medium og large.Se udvalget
HYROX-udstyr fra NORDIC POWER
HYROX-udstyrPower bags, kettlebells, wall balls og alt det andet fra banen.Se udvalget

Nyt Shopify-tema

Turen derned blev mere dramatisk end planlagt. Vi startede i DSB-togbus, og i Hamborg måtte vi løbe efter toget til Köln. Vi nåede det kun, fordi det var forsinket. Til gengæld fik vi timevis af tid i toget til at sidde med notesbogen og tage de store beslutninger: Hvad skal NORDIC POWER være på shoppen, hvad skal væk, og hvad skal gøres bedre? Et af svarene blev et nyt tema til Maxis.dk på Shopify. Det gamle var blevet tungt af tilføjelser gennem årene, og det kunne mærkes, især på mobilen. Det nye tema gik i luften i sommer, og det er det, du sidder og kigger på lige nu. Hvis du synes, shoppen føles hurtigere end før, så er det ikke indbildning. Det var også i toget, vi fik lavet vores pace beregner, som du kan bruge til at finde dit løbetempo på 5 km, 10 km, halvmarathon og marathon.

Michael og Jesper i togbussen på vej mod FIBO i Köln

Teambuilding og inspiration

Vi er et utrolig lille team, og til daglig sidder vi hver for sig og passer vores ting. Tre dage i Köln med messe om dagen og byen om aftenen giver noget, som et videomøde aldrig kommer til. Vi prøvede udstyr, vi aldrig selv ville købe, hang i pull-up-stænger på tid, stod i kø til kaffe sammen med halvdelen af den tyske fitnessbranche og gik over Hohenzollernbrücke med de tusindvis af hængelåse. Vi så Kölner Dom, både i dagslys og oplyst om aftenen, og det er stadig lige imponerende. Det giver energi til resten af året, og det giver en masse idéer, som nu ligger på listen over ting, vi skal have gjort.

Hohenzollernbrücke i Köln med tusindvis af hængelåse

FIBO-messe 2027

Næste FIBO holdes fra den 8. til den 11. april 2027 i Köln. Vi tager afsted igen, og måske er vi fire i stedet for to. Der er produkter, vi skal følge op på, leverandører, vi skal besøge, og udstyr, der skal prøves, inden det kommer i shoppen. Hvis du selv driver noget inden for fitness, kan jeg kun anbefale turen. Køb billetten i god tid, tag gode sko på og sæt mindst to dage af. Én dag er ikke nok til at komme hallerne igennem.

Og vigtigst af alt: Book hotel i god tid. Köln er fuldstændig udsolgt den uge, og priserne stiger uge for uge. Vi lærte det på den hårde måde. Book, så snart datoerne er meldt ud, og helst inden for gåafstand af messen eller tæt på en S-Bahn.

Vores dom over FIBO 2026

Set med en lille fitnesswebshops øjne. Ikke en turistguide, men en ærlig vurdering af, om turen var pengene og fødderne værd.

Inspiration og trends★★★★★ Udstyr og stande★★★★★ Møder med leverandører★★★★★ HYROX-hallen★★★★★ Mad, kaffe og køer★★★☆☆ Hotelpriser i Köln★★☆☆☆
4,5

ud af 5. Vi kommer igen i 2027. Næste gang med hotel booket i januar og en ekstra dag i kalenderen.

Spørgsmål og svar om FIBO

Hvad er FIBO?

FIBO er verdens største messe for fitness, sundhed og wellness. Den holdes hvert forår i Koelnmesse i Köln med over 1.000 udstillere og omkring 175.000 besøgende fordelt på fagdage og publikumsdage.

Hvad står FIBO for?

FIBO er en forkortelse af det tyske Fitness und Bodybuilding. Messen startede i 1985 med fokus på styrketræning og dækker i dag hele fitness- og sundhedsbranchen.

Hvornår er FIBO 2027?

FIBO 2027 holdes fra den 8. til den 11. april 2027 i Köln. De første dage er for fagfolk, de sidste er åbne for alle.

Hvor holdes FIBO?

I messecentret Koelnmesse i Köln i Tyskland. Der er S-Bahn direkte til messen fra byens centrum, og det er cirka fem timer i bus eller tog fra Danmark.

Kan almindelige motionister besøge FIBO?

Ja. Publikumsdagene er åbne for alle, og det er her, man kan prøve udstyr, træne med på standene og se konkurrencerne i HYROX-hallen. Fagdagene kræver, at man arbejder i branchen.

Hvad skal man huske, hvis man tager til FIBO?

Book hotel, så snart datoerne er ude, tag gode sko på og sæt mindst to dage af. Hallerne er store, og man går let 25.000 skridt på en dag.

Michael Kirkegaard Clausen, Maxis.dk
Skrevet af Michael Kirkegaard Clausen Direktør, Maxis.dk

Michael er direktør hos Maxis.dk og skriver om træning, løb og udstyr her på bloggen. Han styrketræner dagligt, løber næsten hver dag med sin løbeklub og tester NORDIC POWER-udstyret på egen krop, inden han skriver om det. Når han skriver om træning, er det med egne ømme ben som kilde.